DragsholmRevyen | 2018 | Revy | Odsherred

Finurlig DragsholmRevy giver stof til eftertanke

Med skarpe tekster, skæve indslag og camouflerede pointer er DragsholmRevyen aldrig bange for at springe hovedkulds ud på dybt vand. Vi har mødt idékvinden Bente Eskesen til en spændende snak om en lille revys mange styrker.

”Det her er første gang, jeg har set en revy, hvor der rent faktisk var noget at tænke over dagen efter.” Sådan lød de begejstrede ord fra en mandlig revygæst henvendt til revydirektør Bente Eskesen et par dage efter en af sidste års forestillinger.

Og spørger man revydirektøren, kunne hun næppe have ønsket sig en bedre anmeldelse. For det er lige præcis den type oplevelser, som det dedikerede hold bag DragsholmRevyen år efter år higer efter at bringe ud over scenekanten.

- Det spændende ved at lave en revy som denne, er at folk selv får lov til at tænke videre. At det pludselig går op for publikum, hvad meningen egentlig er. Så publikum ikke bare får smækket det hele lige i hovedet. Det klarer mange af landets øvrige revyer til ug med kryds og slange. Men DragsholmRevyen kan noget andet og serverer pointerne og parodierne på en anderledes skæv og finurlig måde med en rød tråd. Som da vi sidste år lod en gennemgående rekvisit i form at et rødt slips være en underspillet reference til Donald Trump - eller da vi lod Dronning Margrethe møde Linse Kessler. Det sidste var der ikke mange, der havde set komme. Men det gav jo god mening, forklarer Bente Eskesen med et stort smil.

Småt er godt
VisitOdsherreds udsendte møder revydirektøren et par uger før årets premiere for at undersøge, hvordan Dragsholmrevyen skiller sig ud i forhold til landets øvrige revyer.

Bente Eskesen peger uden tøven på betydningen af en ganske særlig holdånd, som har været fremherskende lige siden den første DragsholmRevy så dagens lys for 12 år siden:

- I en lille revy som vores bliver det tætte samarbejde omkring teksterne og opsætningen en enorm styrke. Alle på holdet har respekt for hinandens fagområder, og alle tager ansvar. Det giver en helt speciel pingpong og en åben udveksling af idéer mellem skuespillere, kapelmester, tekstforfattere, scenefolk osv., fortæller Bente Eskesen engageret.

- Alle, høj som lav, mødes og lytter til hinanden undervejs i den kreative fase. Det er en meget anderledes måde at arbejde på i forhold til nogle af landets større revyer, hvor teksterne og scenografien ofte ligger helt fast på forhånd - uden at skuespillere eller scenografer har mulighed for at ændre så meget som et komma eller en kullisse.

Siger Bente Eskesen med et glimt i øjet og understreger, at det bestemt ikke er kritisk ment, men at DragsholmRevyen blot kan noget helt andet. Den unikke hold-ånd giver sig udslag i ekstra skarpe, skæve og uforudsigelige tekster samt en uhøjtidelig og ofte selvironisk spillestil. Kvaliteter, der skam også er blevet bemærket af såvel publikum som anmeldere gennem tiden og har medvirket til at give revyen et velfortjent ry for at være “helt sin egen”.

Revy i en moderne virkelighed
I en tid, hvor revyerne er under beskydning for at være old-school, mener Bente Eskesen, at revy-genren mere end nogensinde spiller en vigtig rolle, når det handler om at få folk til at reflektere over den barske virkelighed, vi mødes af i nyhedsbilledet. Et nyhedsbillede, der ifølge revydirektøren ofte forekommer som en absurd parodi i sig selv:

- Det er vigtigt at følge med og angribe de aktuelle ting, der sker i omverdenen. Både lokalt, nationalt og internationalt. At vi som revy knækker koden og kommer ind under stoffet på en måde, der får folk til at være interesserede i alt det “ævl og kævl”, som de måske på forhånd var lidt trætte af at høre om. Vi forsøger at give virkeligheden et twist, der berettiger morskaben, siger Bente Eskesen.

DragsholmRevyen sætter tidsånden på spidsen ved at tage nogle chancer, som for nogen måske er lige over grænsen. Men ifølge Bente Eskesen er ingen temaer for hellige til at blive taget op i en revy-tekst. Helt i tråd med revyens mantra om, at publikum skam godt må undres, forarges og tvinges til at tænke selv. Så længe de griner undervejs. Det er en bevidst, chancebetonet stil, der vinder priser, men som også deler vandene:

- Revyen tør at forholde sig til livets alvor med et glimt i øjet, og publikum skal aldrig vide, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne, betoner Bente Eskesen.

- I 2012, hvor vi blev kåret til årets revy foran Cirkusrevyen, havde vi en Jacob Morild-vise med om seksuelle overgreb inden for nomadefamilier. Skrevet på melodien fra den sørgmuntre pensionist-vise “Livets gang”, som Grethe Sønck og Volmer-Sørensen gjorde danmarksberømt i Cirkusrevyen tilbage i 1980. I starten troede publikum, at sangen var ren morskab, men da alvoren gik op for dem, skal jeg love for, at der blev stille i salen. Enkelte sagde bagefter: “Det er for meget!”. Men rigtigt mange sagde: “Fedt, at I tager det tema op!”.

Reaktionen i salen var nogenlunde den samme, da en sketch om krigsturisme introducerede et ægtepar med selfie-stænger på udflugt til frontlinjen i Syrien.

Modet til at gribe skæve idéer og indgangsvinkler spiller i det hele taget en stor rolle, når revyen skal skrives, siger Bente Eskesen, der betegner sig selv som idékvinde og overlader den endelige tekstskrivning til professionelle tekstforfattere. Men inden da er hun ikke bleg for at lægge løse idéer ud til amatørtekstforfattere og søge inspiration i underholdningsgenrer, der umiddelbart ligger langt fra revy-stilen. Som da hun for nylig var sammen med et slæng unge ‘poetry-slammere’, der evnede at bringe sproget et helt uventet sted hen.

- Revy ER jo revy, men vi forsøger hvert år at tilføre DragsholmRevyen et moderne islæt og spille på en moderne måde, så alle blandt publikum bliver honoreret. Velvidende at vores stampublikum stadig hovedsageligt er 50+. Men ældre mennesker er jo ikke gamle i dag, som de var det for 20-30 år siden. De er på Facebook og forstår og følger med i rigtigt meget - og så tager de i øvrigt ofte deres voksne børn med til revy.

- Det vigtigste er, at revyen lytter til det, der optager manden på gaden, siger revydirektøren og tilføjer, at de bedste og mest velfungerende idéer ofte først dukker op ganske tæt på premieren.

- Det nytter jo ikke noget, at vi bruger en god idé fra januar, hvis folk allerede har glemt, hvad sagen drejede sig om. Folk skal VIDE det, når tæppet går!, understreger Bente Eskesen, som i samme åndedrag antyder, at “breaking news” i stil med topmødet i juni mellem USA’s præsident Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un skam godt kan tænkes at få indflydelse på det eksisterende manuskript undervejs i en spilleperiode.

Én ting er sikkert: DragsholmRevyen vil igen i år tage livtag med Odsherred og resten af verden på en veloplagt og ikke mindst uforudsigelig måde:

- Set i lyset af det foranderlige og lettere ustabile verdensbillede vi lever i, vil publikum i 2018 opleve en revy, der måske nok er en smule mere “eksplosiv” end ellers, slutter Bente Eskesen hemmelighedsfuldt.

---------------------------------------------------

DragsholmRevyens hold består i 2018 af:
Bente Eskesen, Susanne Breuning og kapelmester Søren Graversen.

Revyen spiller på Odsherred Teater i Nykøbing Sjælland 29. juni-21. juli
- og fortsætter på Restaurant Strandlyst uden for Vig 26. juli-10. august.

HUSK: På begge spillesteder er det muligt at tilkøbe spisning før revyen.

Køb billetter, bestil spisning og læs mere om revyen HER

Del denne side

"DragsholmRevyen holder vand"

...er titlen på 2018-udgaven af DragsholmRevyen.

Medvirkende

DragsholmRevyens hold består i 2018 af: Bente Eskesen, Susanne Breuning og kapelmester Søren Graversen.

Spilleperioder

Revyen spiller på Odsherred Teater 29. juni-21. juli
- og fortsætter på Restaurant Strandlyst 26. juli-10. august.

HUSK: Mulighed for at tilkøbe spisning før revyen.

Køb billet og bestil spisning
Odsherred Teater | Algade | Teatercafe | Aktuelle forestillinger | Repertoire

Odsherred Teater: Sprudlende og vedkommende

Et festfyrværkeri af klassisk teater, Comedy Nights med stand-up, opera, satire og teaterkoncerter midt i Nykøbing Sjælland.