Lommestenen | Odsherred | Stokkebjerg Skov | Gnejs | Vandresten

Lommestenen: Troldens værk eller geologisk vidunder?

En kæmpemæssig sten kommer flyvende gennem luften i faretruende lav højde tværs over Isefjorden. Et voldsomt sammenstød med Stokkebjerg Skov på Odsherreds østkyst synes uundgåeligt. Og ganske rigtigt: Med enorm kraft rammer stenen ind i skoven, flænser adskillige træer på sin vej, ændrer retning og lander med et øredøvende brag 50 meter ude i Isefjorden. Kylet afsted af en rasende trold fra Hornsherred. I hvert fald hvis man skal tro et gammelt troldesagns beretning om, hvordan Odsherreds største sten, Lommestenen, fandt vej til Isefjorden.

Af Thomas Bilde

Stokkebjerg Skov i det 21. århundrede: Man rammes af Isefjordens helt specielle lys, når man forlader den nordlige ende af skoven. Et idyllisk scenarie med højt til himlen, sagte bølgeskvulp og fuglenes lyde som akkompagnement. I kort afstand fra kysten udgør den cirka 3 meter høje Lommesten et markant pejlemærke for et par lystfiskere i waders, som har taget plads i området på jagt efter havørreder og hornfisk.

Man kan med rette spørge, hvordan i alverden denne store sten er havnet i Odsherred. Den mest logiske forklaring skal findes helt tilbage i slutningen af istiden. Lommestenen er i geologisk forstand en såkaldt vandresten af typen "gnejs". Indlejret i en gletsjer blev stenen ført hele vejen fra Den Skandinaviske Halvø til Odsherred, hvor den lagde sig til rette ude i Isefjorden sammen med grus, sand og ler i en moræneaflejring. Det særlige stribede og foldede mønster på stenen opstod dog langt, langt tidligere. Mønsteret skyldes bevægelser i undergrunden under bjergfoldninger for mere end 450 millioner år siden.

Lommestenens særlige fremtoning i Isefjorden har gennem tiden også affødt andre og mere alternative forklaringer på, hvordan stenen er havnet netop her. Og det bringer os tilbage til troldesagnets dramatiske udlægning af sagen. Ifølge sagnet bryder trolde sig ikke om lyden af kirkeklokker, og derfor siges det, at en brølestærk trold fra Hornsherred engang kastede en kæmpemæssig sten tværs over Isefjorden for at tilintetgøre Egebjerg Kirke, som troner højt oppe på en bakke bag Stokkebjerg Skov. Sagnet fortæller bl.a.:

”Hornsherredtrolden var den største og kløgtigste af de trolde, som blev forstyrret af Egebjerg Kirkes klokker. Han holdt af at samle sten og gå med dem i lommen. En dag havde han fundet en særlig stor, flot sten. Det var den største, han hidtil var stødt på, så den bulede ordentlig ud i hans jakkelomme. Han var næsten kommet hjem med sit fund, da de forhadte klokker begyndte at ringe. Han tog et fast greb om stenen, så fast, at hans fingeraftryk blev siddende i den - tog sigte efter tårnet og kastede...Han fulgte det tunge skyts med øjnene. Det skød en god fart, og retningen passede! - men han havde sigtet for lavt. Stenen kunne ikke komme hen over Stokkebjerg Skov. Skuffet så trolden, hvordan stenen slog mod et træ. Træet væltede og rev mange andre træer med sig i faldet. Stenen styrtede ned i Isefjorden. Trolden smed sig ned på jorden og græd af raseri. Var der dog intet, der kunne hjælpe?

Menneskene tog den store sten til sig. De kaldte den Lommestenen, fordi de havde hørt historien om trolden, som havde haft den i lommen. De var stolte af den, fordi det var den største sten i Odsherred.” (Uddrag fra "Odsherreds Folkesagn 2” af Adelheid Knaup. Forlaget Hansen, 1999)

Hvilken historie om Lommestenen der er den rigtige, må være op til den besøgende at vurdere. Sandt er det i hvert fald, at Lommestenens ankomst til Odsherred har et mytisk skær over sig.

Del denne side

Find vej til Lommestenen

Kørevejledning: Fra Nykøbing køres ud af Egebjergvej mod Egebjerg ca. 10 km. Efter møllen drejes til venstre ad Søgårdsvej ca. 1 km. For enden af vejen drejes til højre; derefter til venstre ad Skovvej. Følg vejen til P-plads i skoven.

Ulkerup-sjælene | Ulkerup Skov | Keramiske figurer

Gys: Ulkerup-sjælene hvisker i skoven...

7 keramiske "Ulkerup-sjæle" symboliserer den mytiske fortælling om folket, som kongen fordrev fra deres skovlandsby i 1782.