Dragsholm Slot

På det mere end 800 år gamle Dragsholm Slot mødes fortid, nutid og fremtid i et harmonisk samspil mellem historie, gastronomi og terroir. Altsammen midt i den naturskønne UNESCO Global Geopark Odsherred med råvarerne lige uden for slotsmurene.

Michelin-restaurant og slotshotel
Dragsholm Slot drives i dag som et topmoderne slotshotel med restauranter i verdensklasse. Slottet har opbygget et enestående ry som et af landets bedste spisesteder.

Hvad enten du indtager dit måltid i slotskælderens gourmetrestaurant, Slotskøkkenet, med 1 Michelin-stjerne eller i den mere folkelige bistro, Spisehuset, så er du sikker på at stifte bekendtskab med ”smagen af Odsherred”.

Gastronomisk set har man på slottet skabt et helt unikt køkkenkoncept med den tidligere Noma-souschef Claus Henriksen i spidsen. Køkkenet arbejder med råvarer fra det bugnende grøntsagsbed på den omkringliggende Lammefjord, som blev inddæmmet på initiativ fra en af slottets baroner, Georg Frederik Otto von Zytphen Adeler.

Slottet benytter desuden de mange vilde urter fra skoven, stranden og slotsparken, foruden kød fra Odsherreds små kødproducenter.

Se også: Slotskøkkenet har fået en Michelin-stjerne

Rundvisning på Dragsholm Slot
Fredag, lørdag og søndag har du mulighed for ved selvsyn at se slottets mange sale, slotskirken - og måske endda et af spøgelserne. På Dragsholm Slot vender Jarlen af Bothwell og "Den Grå Dame" nemlig efter sigende af og til tilbage.

Og så er der selvfølgelig historien om "Den Indemurede Dame", som led en frygtelig død på slottet i midten af 1500-tallet og i dag går igen som "Den Hvide Dame".

Læs mere om rundvisninger på Dragsholm Slot

Se også: Dragsholm Slots dramatiske historie

Del denne side