|
|
|
|
|
Ulkerup-sjælene vender tilbage
|
|
|
|
|

Sjælenes genopstandelse
Flere end 200 odsinge leverede klapsalverne, da borgmester Thomas Adelskov d. 3. juni 2011 indviede 7 keramiske figurer i den fredede landsbytomt midt inde i Ulkerup Skov. Figurerne er en realisering af billedkunstner Per Pandrups og keramisk formgiver Martin Nybo Jensens drøm om at bringe de fordrevne Ulkerup-sjæle tilbage til deres landsby. Forud er gået syv måneders intensivt arbejde med ler, brænding og fundraising. Se en lille film fra indvielsen - KLIK HER Hvad mon sjælene hvisker om? Mangelfuldt historisk vidnesbyrd er årsag til, at Ulkerup-folkets "forsvinden" altid har været omgærdet af stor mystik. Myten om at de hvileløse sjæle sommetider afholder møder i skoven, er almindeligt kendt blandt Odsherreds indbyggere. Man spørger sig selv: ”Hvad mon de hvisker om i Ulkerup-skoven?”. Kvægpest, armod og tvangsudflytning
Ulkerup var i århundreder en hengemt skovlandsby, hvor beboerne fortrinsvis levede af kvægdrift i form af løsgående kreaturer i skoven. I perioden 1735- 1749 blev Ulkerup ramt af den frygtede kvægpest, og det medførte gældsætning og armod blandt bønderne. I 1782 besluttede Christian d. 7. at tvangsudflytte hele landsbyen som en direkte konsekvens af de netop vedtagne planer om at genrejse de danske skove.
|
|
|
|
|
|