Til forsiden
Naturperler

Odsherred er begavet med et landskab, der rummer stort set alle de danske landskabstyper: De markante morænebakker – Vejrhøj-buen, Hønsinge-buen og Højby-buen – står i kontrast til de maritime forland ved Sejerø bugt og de pandekageflade inddæmmede fjorde.

Gniben
Den yderste spids på Sjællands Odde kaldes Gniben, som er den yderste af de i alt 3 øer, der lå i Istidshavet. Aflejringer af grus, sand og sten skabte forbindelse mellem øerne – dermed dannedes Sjællands Odde. Gniben rummer en militær skydeskole, men en sti fører hele vejen rundt om Sjællands yderste spids. Yderst ses de såkaldte ”Svømmesten” – til minde om Kattegat–svømningerne.

Vandrerute (8 km) udgår fra P – plads øst for det militære område.

Klintebjerg
Klintebjerg ligger som et bjerg helt ud til Kattegat–kysten. De op til 35 m. høje klinter står nærmest som en mur ud mod havet. Området har i første halvdel af forrige århundrede været udnyttet til grus- og kalkgravning.

En smal sti løber langs klintens kant – og herfra har man en fantastisk udsigt over Kattegat kysten. Undervejs kan man bemærke det meget varierede planteliv som findes i området. På selve den stenede kyst nedenfor klinten er der mulighed for at finde fossiler.

Vandrerute (4 km). Start ved P – plads ved det gamle kalkbrud.

Skansehage og Korshage

Ved Isefjordens udmunding ligger Korshage, som er et fredet stykke kysthede. Her ses forår og efterår et væld af trækfugle på vej nord- eller sydpå. Skansehage er egentlig en sandrevle, som hele tiden vokser sydpå – ind i fjorden. Navnet kommer af de skanser, som blev opført i begyndelsen af 1800-tallet til forsvar mod englænderne. Den hvide bygning, som fungerer som feriekoloni, er oprindeligt en kolerakarantænestation.

Vandrerute (11 km) forbinder Korshage, Skansehage, Rørvig Havn, Højsandet og Dybesø - tag turen i august, når lyngen blomstrer!

Hov Vig

Øst for Nykøbing ligger naturreservatet Hovvig som er et vådområde med et enestående fugleliv. Området er i virkeligheden et mislykket inddæmningsprojekt, som påbegyndtes i 1870. Efter digegennembrud i 1902 erkendte man, at jordbunden ikke var særlig frugtbar. I dag er Hovvig fredet og udlagt som et EU fugle-beskyttelsesområde. En cykel– og vandresti fører gennem området, hvor der bla. er opført et fugletårn, hvorfra man kan se de mange fuglearter, bla. Skarvkolonien.

Vandrerute (8 km) går fra Nykøbing via Ringholm til Hovvig.

Korevlerne

I bunden af Sejerø Bugt ses Korevlerne. Det er en landskabsdannelse, som kun er ca. 100 år gammel – formentlig igangsat af en julestorm i 1902. Som en ”knibtangsbevægelse” er der – fra nord og syd – vokset 2 store sandrevler frem, som har afsnøret en lagune fra det åbne hav. Lagunen er kun ca. en 0,5 m. dyb, hvilket gør området attraktivt for vadefugle. På ydersiden af revlerne er der skabt sandstrand med marehalm. En tur i området kan tage udgangspunkt i P–pladsen ved Gudmindrup, hvorfra man følger det gamle dige i sydlig retning.

Vandrerute (8 km) forbinder Gudmindrup Strand, den nordlige del af Korevlerne og Ellinge Skov.

Vejrhøjbuen

Odsherreds ”skelet” er 3 store bakkedrag – med Vejrhøjbuen som den mest markante. Buen strækker sig fra Vindekilde i det sydvestlige Odsherred nordøst over Veddinge Bakker og videre nord om Asnæs, hvor den fortsætter mod Isefjordskysten. Området rummer mange fortidsminder – ikke mindst gravhøje, som vores forfædre yndede at placere på højtliggende steder. Højeste punkt er selve Vejrhøj med 121 m.o.h. Der er imponerende udsigter mange steder, ikke mindst fra Esterhøj ved Høve (95 m.o.h.), hvor man også finder Ole Olsens gravhøj (skaberen af Nordisk Film).

Blandt områdets mange imponerende gravhøje kan fremhæves Dutterhøjene, en gruppe på 5 høje nord for Grevinge, samt Maglehøj (86 m.o.h).

Flere vandreruter i området ( 6 – 11,5 km), bl.a. fra Dragsholm Slot til Vejrhøj.

Tips:

- Kort og guidebog til 280 km vandreruter i Odsherred kan købes på
  Turistbureauerne.
- Vandretursfoldere over følgende områder. Sonnerup Skov,
  Sandflugtsplantagen, Hovvig, Ulkerup skov og Kongsøre Skov.
- Besøg Højby Sø – et vellykket natur – genopretningsprojekt.

Tirsdag, januar 12 2010
VisitOdsherred Algade 43 4500 Nykøbing Sj. +45 59 91 08 88 Fax: +45 59 93 00 24 KONTAKT